Danske bureauer plejer at føle sig trygge på det danske marked. Men ideen om, at vi er specielt kreative, bør måske revurderes? Nu har rør- og energivirksomheden Logstor A/S, der ejes af kapitalfonden Montagu, nemlig lagt sine kommunikative æg hos det polske bureau San Markos.
‒ Vi har ikke en speciel præference i forhold til, om vi lægger marketing- og reklameopgaverne i det ene eller det andet land. Vi ser på, hvor vi får mest for pengene uden at vi af den grund går på kompromis med kvaliteten, siger Bent Falsig, marketingchef hos Logstor.
Når valget faldt på San Markos, skyldes det, at her er et fullservice-bureau, som har dokumenterede erfaringer fra flere markeder, og da Logstor opererer på 50 markeder er valget ikke overraskende, ifølge Bent Falsig. San Markos deltog ganske enkelt i en pitch, hvor bureauet leverede de bedste løsninger.
Det er især oplæg til annoncer, udstillinger, brochurer og på sigt muligvis web-kommunikation, San Markos skal levere. Logstors kommunikation er i sagens natur inden for B2B-markedet. San Markos er ikke ukendt i internationale reklamekredse, idet bureauet har vundet priser i både Cannes Lions, Effie, Golden Drum og Epica-sammenhæng.
Tidligere brugte Logstor PindPromotor i Fredericia som leadbureau.