Den danske tegnestue BIG med arkitekt Bjarke Ingels i spidsen har været med til udforme søge- og annoncegiganten Googles nye hovedkvarter, der skal bygges i byen Mountain View i Californien.
Det skriver The New York Times.
Google ventes i dag at fremlægge sine planer for det nye kæmpebyggeri, men allerede nu er der sluppet lidt detaljer ud.
Kilder fra bystyret i Mountain View, der er blevet forelagt tegninger af byggeriet, siger, at der er tale om fire store bygninger samt en gigantisk baldakin af glas og metal. Det er ikke kommet frem, hvor stort et område det nye hovedkvarter kommer til at brede sig over.
Trafikkaos og stigende priser på ejendomme og lejligheder har fået lokale indbyggere til at danne grupper, der modarbejder de store byggerier.
Googles nye hovedkvarter er tegnet i samarbejde med den engelske designer Thomas Heatherwick, skriver The New York Times.
/ritzau/dpa/The New York Times