Der er valgkamp – hvis det skulle være gået enkelte næser forbi – og lokalpolitikere over det ganske land gør alt, hvad de kan, for at råbe danskerne op og få opmærksomhed.

Nogle bager pizzaer foran lokalmediernes rullende kameraer, andre stiller op på gader og stræder og deler foldere, flag og kaffe ud – og atter andre forsøger sig med folkeskoler og gymnasier. Og så er der dem, der skiller sig ud med en helt anderledes sans for politisk reklame.

En af dem er Liberal Alliances Frederiksberg-kandidat Laura Lindahl, som har været på gaden og uddele billetter til Justin Timberlake-koncerten i maj.

Ser man nærmere efter, viser det sig dog, at det ikke er koncertbilletter, men kampagnemateriale, der handler om offentlige kroner til kulturlivet, fortæller guerrillamarketing.dk.

På bagsiden af ”billetten” (se foto over artiklen) står der således blandt andet:

”Denne koncertbillet ville du have råd til, hvis du ikke blev tvunget til at betale for de kulturarrangementer og prestigeprojekter, som flertallet på Frederiksberg Rådhus mener er god smag.”

Og det er ikke første gang, Laura Lindahl gør sig bemærket med spektakulære tiltag i en valgkamp.

P-bøder og Oddset

Til folketingsvalget i 2011 uddelte hun fx ”parkeringsbøder”, som siden, formentlig til modtagernes udprægede tilfredshed, viste sig at være valgkampsmateriale med budskaber om skatter og afgifter- og ikke P-bøder.

Ved samme valg fik hun trykt plakater med orange baggrund og teksten ”Der er så meget, Laura Lindahl ikke forstår” – en fin hentydning til Danske Spils mangeårige Oddset-kampagne med sloganet “Der er så meget kvinder ikke forstår”.

Målet var dengang at signalere, at det var svært at forstå Socialdemokraternes udspil om blandt andet millionærskat, betalingsring og 12 minutter.

Sidstnævnte stunt skabte en del medieomtale – blandt andet fordi Danske Spil efterfølgende valgte at lege med og optrykte plakater med Oddset-pigen på hvid baggrund og teksten: ”Kære Liberal Alliance, må jeg få mine farver tilbage efter valget?”

Laura Lindahl blev ikke valgt ind i Folketinget i 2011, men blev suppleant for Simon Emil Ammitzbøll. Ved Kommunalvalg 2013 er hun spidskandidat for partiet i Frederiksberg Kommune.