Det tyske medieimperium Bertelsmann, der er et af Europas største, har samlet set haft et dårligt 2007. Tv-fronten boomer, mens især bogklubberne har givet så store tab, at ledelsen overvejer at sælge dem fra. Det skriver Süddeutsche Zeitung.
Mens fortjenesten for 2006 lød på 2,5 milliarder euro, lød den i fjor på kun 405 millioner euro. Omsætningen faldt med 2,8 til 18,8 milliarder euro fra 2006 til 2007. Blandt årsagerne nævnes den svage dollar-kurs.
Eneste store lyspunkt er tv-sektionen, RTL Group, der fortsætter sin økonomiske optur.
Bertelsmanns bogklubber er det suverænt største smertensbarn, der fortsætter sit fald dybere og dybere ned i de røde tal. Frasalg kan komme på tale. Med datterselskabet Direct Group, der forvalter størstedelen af bogklubber, in mente siger konstitueret bestyrelsesformand Hartmut Ostrowski:
– Vi efterprøver samtlige strategiske optioner – inklusiv mulige salg. Med henblik på den kommende vækststrategi vil vi koncentrere vore investeringer på de vækststærke områder i koncernen, siger han til Süddeutsche Zeitung..
En af flere konsekvenser er, at der er skåret kraftigt i bestyrelsesmedlemmernes lønninger. I stedet for 30 millioner euro i 2006 modtog de seks medlemmer til sammen kun 21 millioner euro i fjor.
sd