
Kommunikations- og brandingbureauet PRD skal fremover være kreativ partner for fire af den franske kosmetikkæmpe L´Oréals største brands.
PRD skal således, som det lyder i en pressemeddelelse, ”bistå som partner inden for kommunikation og produktion af events for følgende brands: L’Oréal Paris, Maybelline, Garnier og ESSIE”.
PR og events
PRD bliver, udover PR og kommunikation, hovedansvarlig for presse- og forbrugerrelaterede produktioner og events.
– Hos PRD er vi meget stolte over at føje en så anderkendt international virksomhed som L’Oréal til vores eksisterende kundeportefølje. Det er en ny og spændende strategisk milepæl i vores virke inden for kommunikation og produktion i beauty-segmentet. Vi ser frem til at kunne bidrage med kreative input og strategisk sparring til så stærke brands, siger Henrik Juhl, CEO for PRD.
PRD blev grundlagt af Henrik Juhl, og selskabet tæller i dag 15 ansatte. PRD er til stede i flere lande via et netværk af kommunikations- og produktionspartnere.
L’Oréal er en franskbaseret multinational virksomhed, der blev grundlagt af Eugène Schueller i 1909, og som i dag er verdens største producent af kosmetik.
L’Oréals danske Consumer Products Division er beliggende i Glostrup ved København, og omfatter de fem brands L’Oréal Paris, Maybelline, Garnier, ESSIE og Franck Provost.