Louis Vuitton dropper sit millionstore sagsanlæg mod den danske kunstner Nadia Plesner, der ifølge firmaet misbrugte en håndtaske i en T-shirt-serie om katastrofen i Darfur.
Hun slipper med advokatregning på 100.000 kroner, beretter politiken.dk
Plesner havde i kampagnen til fordel for nødlidende i Darfur tegnet T-shirts med blandt andet et billede af en sultende afrikaner holdende på en Vuitton-håndtaske.
Kunstneren ønskede at symbolisere det absurde i, at nogle mennesker sulter, mens andre har råd til dyre designertasker. Derved krænkede hun Louis Vuittons rettigheder, og det startede et længere juridisk slagsmål.
Nadia Plesner valgte i juni at fjerne tasken fra sine T-shirts. Nu har firmaet altså sendt et sidste brev.
– De skriver, at de vil droppe anklagen, nu hvor jeg ikke længere har tasken med på T-shirten. Så nu slipper jeg med at betale 100.000 kroner til advokatomkostninger i stedet for halvanden million til Louis Vuitton, så det er selvfølgelig meget godt, siger Plesner til Politiken.
sd