Odsherred Bilcenter skal betale 20.000 kroner i bøde for brud på markedsføringslovens § 14, som regulerer låne- og kredittilbud.
Bilforhandleren skiltede på en række biler med muligheden for at købe dem på kredit, men uden at have angivet de årlige omkostninger i procent for kreditten.
Oplysningen om de årlige omkostninger i procent for et lån eller en kredit er vigtig for forbrugeren, fordi denne oplysning bl.a. giver forbrugeren mulighed for at se, hvor dyrt et lån reelt er.
– Det er derfor et klart krav i lovgivningen, at der ved udbud af varer på kredit skal gives tydelige oplysninger om de årlige omkostninger i procent, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Ved bødefastsættelsen blev der taget udgangspunkt i den gældende retspraksis på området, karakteren af overtrædelsen og virksomhedens størrelse og omsætning mv.
Forbrugerombudsmanden anmeldte i marts 2010 syv virksomeheder til politiet for ikke at overholde kravene til prisoplysninger, når der udbydes varer på kredit.
Af disse sager udestår blot en enkelt, og den er berammet til domsforhandling senere på året. I de øvrige sager er der blevet idømt bøder på mellem 15.000 og 50.000 kr.