Love is in the Air er arrangeret af Danmarks Turistråd i nært samarbejde med Wonderful Copenhagen og alle de ca. 25 erhvervsturisme-partnere, der deltager i den store kærlighedsaffære, hvor 120 udenlandske mødeplanlæggere skal lære at elske at holde møder i Danmark.
De er alle inviteret til stævnemøde med Danmark de næste tre dage. Det er årets største satsning i erhvervsturisme, der her løber af stablen.
Europas mødeland nr. 1 – det er, hvad Danmark fungerer som i disse måneder, mens EU-formandskabet står på. Men midt i den politiske mødetravlhed har Danmarks Turistråd i samarbejde med en lang række partnere fra erhvervet benyttet lejligheden til at præsentere og demonstrere Danmark som den ideelle destination også for firmamøder, konferencer og videnskabelige kongresser.
Efter en del utilsløret flirten i invitationsfasen flyver SAS og Mærsk Air deltagerne til København, hvor man skal besøge Carlsberg Bryggerierne, Københavns Rådhus, Base Camp, Dansk Design Center, Sølyst i Klampenborg og Hotel d’Angleterre. Lørdag morgen går weekend honeymoon turene så ud i landet til Roskilde, Sydøstjylland, Aalborg/Skagen og Bornholm. pia