Fysio- og ergoterapeuter, hospitaler og klinikker, plastickirurger, tandlæger, læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner får lov at markedsføre deres ydelser ifølge det forslag til en ny lov om markedsføring af sundhedsydelser, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil fremsætte i slutningen af november.
Herefter er det markedsføringsloven, som gælder for sundhedsmæssige tjenesteydelser. Det sker dog med én undtagelse: Forbudet i den gamle lov mod at reklamere i tv opretholdes.
Begrundelsen er, at fjernsynsreklamer rummer en fare for, at efterspørgslen på sundhedsydelser – der jo også betalers af det offentlige – stiger mere end det fagligt begrundede.
Med indførelse af markedsføringslovens principper sikres, at den fremtidige grundnorm for sundhedspersoners markedsføring er velkendt af såvel annoncører, medier, annoncebureauer, retsvæsen som sundhedspersonale, anfører sundhedsministeren.
Formålet med det kommende lovforslag er at 1) skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren og 2) styrke patienternes frie valg i forbindelse med forbrug af sundhedsydelser.
Lovudkastet er i høring frem til 28. oktober. I mellemtiden plejer politikerne at undlade kommentarer til forslaget. /Dj