Der er grundlag for at drive TV2 i aktieselskabsform på de vilkår, der er indeholdt i licensforliget med titlen “Medieaftale 2002-2006”, konkluderer kulturminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse om to rapporter fra henholdsvis PricewaterhouseCoopers og Danske Bank.
– En efterfølgende privatisering vil styrke TV2’s kommercielle udviklingsmuligheder og indtægtsgrundlag til bl.a. programproduktion. Samtidig bør TV2 sikres adgang til risikovillig kapital hos private ejere, hvis tv-stationen på langt sigt skal kunne opretholde sit indtægtsgrundlag og høj kvalitet i sendefladen, skriver kulturministeren videre i sit referat af de to rapporter.
– Rapporterne sandsynliggør, at et privatiseret TV2 vil være i stand til at leve op til fastsatte public service-forpligtelser, også selv om licensen til TV2 falder bort, konkluderer de tre licensforligspartier.
– Det er samtidig vurderingen, at en privatisering ikke mindst på sigt vil være til fordel for TV2 og ikke mindst seerne, der også i fremtiden vil være sikret en god og bred dækning af bl.a. nyheder, danske film, sport og underholdning. Vi finder derfor, at grundlaget for at gå videre med privatiseringsprocessen er til stede, slutter regeringspartierne og Dansk Folkeparti i pressemeddelelsen.
Aftalepartierne vil løbende holde folketingets kulturudvalg orienteret om processen frem mod privatiseringen og lægge op til bred debat om betingelserne herfor, lover kulturministeren./Dj