Det danske kreative bureau Montdor har fået foden solidt indenfor på det tyske marked efter en pitch, hvor danskerne blev foretrukket frem for en række af tyske bureauer.
Kunden er et af verdens bedst kendte cigaretbrands Lucky Strike (Yep, brandet fra Mad Men, red.), som ejes af tobaksgiganten British American Tobacco (BAT).
– Vi fik lov at komme med et bud i konkurrence med seks tyske aktører og var helt klart en ”dark horse” i pitchen”, fortæller Montdors direktør Dion Guldbjerg.
– Men opgaven lå godt til os, fordi den handler om at sætte kundeoplevelsen i centrum på en moderne og direkte måde. Desuden samarbejder vi med BAT i Danmark om blandt andet deres festival- og retail-aktiviteter, så vi har et indgående kendskab til deres grundlæggende behov og ønsker, fortsætter han.
Montdors kernekompetence er markedsføring ”below-the-line” og især at designe events og brand-aktiveringer.
Koncept-design til 100 events
Pitchen kredsede om designet af et ”Nightlife-koncept” for Lucky Strike. Et koncept, der efterfølgende skal produceres i flere eksemplarer, som skal bruges ved 100 arrangementer rundt om i Tyskland i løbet af i år.
På grund af den stramme EU-lovgivning om tobaksannoncering er tilstedeværelse og direkte kontakt med forbrugerne den vigtigste kommunikationskanal for tobaksproducentere, så for et brand som Lucky Strike er det vitalt at komme ud og møde folk ansigt til ansigt, og opgaven er derfor en meget væsentlig del af BATs samlede marketingindsats.
Der er tale om et budget på et sekscifret beløb i euro, og hos Montdor er direktøren sikker på, at det er starten på et større samarbejde med BAT i Tyskland.
– Det er en dør, der bliver åbnet, og vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe her. Tyskland er et kæmpe marked for BAT, og vi ser frem til at hjælpe dem med flere opgaver, når de nu ser, at vi kan vores kram, siger Dion Guldbjerg.