I starten af 2013 indledte Hamburg Airport en målrettet indsats, der skulle få langt flere jyder og fynboer til at flyve fra – og til – Hamburg i stedet for at tage turen til Kastrup eller Billund.

Bureauet var dengang det nu hedengangne Andersen & Blæsbjerg, men indsatsen er fortsat her i starten 2014 med Clockwork som bureau, og stadig med Robert Rasmussen som kontaktdirektør. 

Resultaterne begynder at blive målbare.

Tal fra A&B Analyse viser en stigning fra 40 til 43 % i antallet af respondenter i Syddanmark og Midtjylland, der overvejer Hamburg som lufthavn.

Nok så væsentligt: Blandt de aktive rejsende (der har rejst internationalt de sidste to år), er tallet tippet forbi de 50 %, der tænker Hamburg Airport, fra 48,8 til 53,3 %. 

– Det er endnu ikke tal, der vælter verden, men det havde vi heller ikke ventet for et begrænset og regionalt budget, og indsatsen er først lige begyndt. Vi er dog blevet bekræftet i, at vi er kommet i gang med det rigtige ben forrest, så en langsigtet markedsføring kan betale sig, lyder det fra Robert Rasmussen fra Clockwork i en pressemeddelelse.

Hamburg Airport har i starten valgt at koncentrere midlerne på dagbladsannoncer og online bannere med fokus på Syddanmark og Midtjylland.

Først med annoncer med generelle budskaber og siden med mere taktiske annoncer, suppleret med PR. Nu overvejer den tyske lufthavn, hvordan den videre vej skal gå. 

– Nu evaluerer vi analyserne grundigt, og så lægger vi planerne for de næste skridt. Vi har ikke lagt en fast plan. Vi er nødt til at være manøvredygtige for at få mest muligt ud af budgettet, siger Robert Rasmussen.

De seneste opgørelser viser, at ca. 220.000 danskere rejste fra og til Hamburg Airport i 2013.
I 2012 var tallet lidt mere end 130.000.