Det internationale salg af luksusvarer er tilbage på højdepunktet i 2007. Hvor finanskrisen de seneste år har fået forbrugerne til at holde igen, hvad angår de dyre varer, så viser en ny rapport fra den internationale konsulentvirksomhed Bain & Co., at tendensen er vendt. Det skriver Berlingske Nyhedsmagasin. Rapporten, der er lavet i samarbejde med de italienske luksusproducenters brancheorganisation Altagamma, peger på, at globale salg af luksusvarer står til at stige 10 procent i 2010.
Dermed er nedgangen, der satte ind med finanskrisen og betød et salgsdyk på otte procent i 2009, opvejet, og med et anslået samlet salg på 168 milliarder euro i 2010 nærmer luksusindustrien sig sit hidtidige højdepunkt fra 2007. Rapporten spår desuden, at luksussalget vil fortsætte væksten med en salgsfremgang på op mod fem procent i 2011, og salget af dyre biler, modetøj og accessories har dermed vist sig at være upåvirket af krisen.
Business.dk