Novo Nordisk og Lundbeck er havnet i de europæiske konkurrencemyndigheders søgelys. EU-kommissionen vil undersøge, om de to danske medicinalgiganter via patentforlig har hindret kopiproducenters adgang til markedet.

Insulinproducenten Novo bekræfter at være blandt dem, som skal indsende deres forligspapirer til kommissionen, men at man har sit på det rene.

– Hvis man er kommissær for konkurrence i EU, er det naturligt, at man sikrer sig, at der ikke laves studehandler, der begrænser konkurrencen. Men det har vi ikke gjort, udtaler Mike Rulis, kommunikationsdirektør for Novo Nordisk.

Patentforlig har været under lup nogen tid, og fra juli 2008 til december 2009 faldt omfanget af de konkurrenceforvridende aftaler 10 procent.

Borsen.dk/ Nyhedsbureauet Direkt