Lundbeck skærper sit fokus på en række nye markeder i Asien, Latinamerika og Mellemøsten. Om fem år skal regionernes andel af koncernens samlede salg hæves fra 10 pct. til over 20 pct. Lundbeck øger fokusset på nye vækstmarkeder i Asien, Latinamerika og Mellemøsten, og de vil få øget betydning for den samlede forretning i medicinalvirksomheden i de kommende år.  Det er den igangværende kamp om at finde modtræk til patentudløbet i USA af storsællerten Lexapro, som har fået Lundbeck til at gå mere aggressivt til værks for at fasttømre salget på nye markeder.

–Ser du på den smalle definition af vores vækstmarkeder, som udgøres af Latinamerika, Asien og Mellemøsten, kan man godt forestille sig, at de markeders andel ligger over 20 pct. om fem år, siger Ole Chrintz, direktør med ansvar for internationale markeder i Lundbeck.

Lundbecks salg vokser årligt omtrent 20 pct. i de nye vækstmarkeder i Asien, Latinamerika og Mellemøsten. Men også i Canada venter selskabet voldsom vækst, både baseret på antidepressivet Cipralex samt på basis af nyligt indlicenserede produkter.