Den danske bilbranche er ikke bleg for at lovprise bilers miljøvenlighed i markedsføringsøjemed – måske også i tilfælde, hvor det ikke er helt berettiget. Så nu skal der styr på bilbranchens grønne budskaber, mener Forbrugerombudsmanden.
Den danske bilbranche har da også sagt ja til at forhandle nye retningslinjer for brugen af miljøvenlige påstande i markedsføringen
– Miljø er et vigtigt parameter for mange forbrugere, når de køber bil. Jeg vil nu sammen med branchen arbejde for at skabe klare retningslinjer for markedsføringen af nye biler, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Forhandlingerne vil finde sted sammen med bl.a. DI-handel, Dansk Automobilforhandler Forening og De Danske Bilimportører.
Påstande om miljøvenlighed volder ikke kun problemer i Danmark. Derfor har de nordiske forbrugerombudsmænd desuden taget initiativ til et tættere samarbejde omkring grøn markedsføring af biler og bio-brændstof på nordisk plan. 
Desuden vil man revidere vejledningen om brug af etik og miljøpåstande i markedsføringen, som blev lavet i nordisk regi i 2005.
– Et samarbejde mellem de nordiske lande vil styrke forbrugerbeskyttelsen, samtidig med at erhvervslivet får klarere retningslinjer at forholde sig til, når de markedsfører sig i det enkelte land eller på tværs af grænserne, lyder det fra den norske og danske forbrugerombudsmand Bjørn Erik Thon og Henrik Øe.
sit