Reklamer i sociale medier er en jungle, mener Forbrugerombudsmand Henrik Øe og hans nordiske kolleger. Så nu skal der ryddes op.
De seks forbrugerombudsmænd fra Finland, Færøerne, Island, Sverige, Norge og Danmark mødtes for nylig i Oslo, og her blev det besluttet at se nærmere på problemstillingen – og målet er at komme med et fællesnordisk standpunkt. Det oplyser Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside.
I første omgang drejer det sig om at få et større overblik over, hvilke markedsføringsformer der findes på de forskellige sociale medier. Herefter vil der blive foretaget en vurdering af, om de lever op til gældende regler for elektronisk markedsføring.
– Sociale medier er en del af hverdagen, og det er en attraktiv kontekst for virksomheder at markedsføre sig i. Derfor er det vigtigt at få klarlagt markedsføringsreglerne, så vi opnår den bedst mulige forbrugerbeskyttelse, siger Henrik Øe.
Han fremhæver, at lovgivningen omkring markedsføring er meget ensartet i de nordiske lande, og at dette giver et godt udgangspunkt for at gøre fælles front mod mulige problemstillinger.
For eksempel skal der ses nærmere på, om markedsføring på og via de sociale medier, skal kræve forudgående samtykke fra modtageren – ligesom tilfældet er i dag for markedsføring via e-mail og sms.
Desuden vil Forbrugerombudsmændene i særlig grad se på de problemstillinger, der angår børn og unge, som færdes på sociale medier.