Trentemøller afslører senere på måneden sit nye album på et musikanlæg i Koncerthuset, hvor den danske kunstners nye album får verdenspremiere på Hi-Fi Scenen, som er lydbutikkens hyldest til kunstnerens arbejde i studiet.
Med Hi-Fi Scenen ønsker Hi-Fi Klubben sammen med en række kunstnere at sætte fokus på den gode lyds betydning for musikoplevelsen, eller som det lyder i Hi-Fi Klubbens pay-off: “Bad sound kills good music”.
Og ved det næste arrangement bliver der højt til loftet, når det nye album, “Lost”, fra den internatinoalt anerkendte kunstner, Trentemøller, bliver afspillet for en eksklusiv skare, på et anlæg fra Steinway Lyngdorf, hvis udsalgspris overstiger én million kroner.
Så alt andet lige må der forventes en lytteoplevelse ud over det sædvanlige.
– Det er de færreste forundt at have et anlæg til en million, men alle kan få god lyd, hvis de prioriterer det. Det ønsker vi i Hi-Fi Klubben at sætte fokus på – særligt i en tid, hvor lydkvaliteten angribes fra flere sider. Med Hi-Fi Scenen har vi fundet et format, hvor vi retter et fortjent fokus mod de musikere og producere, som gør et stort stykke arbejde for at fremelske den ypperste lyd i musikken, siger Martin Kjær Skou, Community & Sponsorship Manager i Hi-Fi Klubben.
Derfor er skildringen af arbejdet med albummet også en central del af Hi-Fi Scenen. Trentemøller vil selv være til stede under arrangementet for at fortælle om sin proces, hvor Carsten Holm fra DR’s P6 BEAT vil lede slagets gang på scenen.
Og for kunstneren, Anders Trentemøller, er forventningerne store til at høre sit album på det kostbare lydanlæg.
– For mig er det spændende at blande hi-fi-lyd med noget, som lyder bevidst støvet og overstyret. Det giver nogle kontraster i lyden, som både arbejder mod – og med hinanden. Og det er nogle gange lidt absurd, at du bruger mange måneder – nogle gange flere år, på at lave en plade på rigtig godt lydudstyr, som er nøje udvalgt til netop at give den lyd, som du ønsker, fortæller Anders Trentemøller og fortsætter: “Og alligevel ender musikken i 80 pct. af tilfældene som dårligt komprimeret mp3-lyd – eller bliver afspillet på en laptop eller telefons spinkle højtalere. Så et godt anlæg, der både får detaljer og ikke mindst dynamik frem, er vigtig for, at musikken kan nydes, som den oprinelig var tiltænkt”.
Hi-Fi Scenen som vi tidligere har omtalt her på markedsforing.dk, er et koncept udviklet i samarbejde mellem Hi-Fi Klubben og bureauet Volume, som tidligere har lagt scene til lanceringer af Efterklangs “Piramida”, When Saints Go Machines “Infinity Pool” og har været en tur I Sverige, hvor den legendariske hiphop-gruppe Looptroop Rockers blev afspillet på årets Öresundsfestival.
Trentemøllers “Lost” bliver afspillet 28. august i Koncerthusets Studie 3, hvor blot 100 mennesker bliver lukket ind ved at deltage i en lodtrækning på Hi-Fi Klubbens hjemmeside.