Som regel passer lyd-logoer det job, de skal, nemlig at sikre den rette association til det rette brand i knolden på de mennesker, der hører det.

Men sommetider kan lyd-logoer få deres helt eget liv – som nu fx de fire toner, der siden 2005 har bidraget til at sikre franskmændenes genkendelse af de franske statsbaner, SNCF: Det er lige nu aktuelle som gennemgående riff i Pink Floyd-ikonet David Gilmours seneste solohit ”Rattle That Lock”.

David Gilmour fortæller til en række franske medier, at ideen kom, da han var på besøg hos nogle venner i Sydfrankrig og stod på banegården i byen Aix-en-Provence. Her hørte han SNCF-jinglen en del gange, og den fæstnede sig i hovedet på ham. Så meget, at han på et tidspunkt tog sin mobil frem og optog de fire toner.

Hjemme igen lyttede han til tonerne igen og igen, og besluttede sig siden for at bruge den i en sang.

Derpå inviterede han komponisten bag tonerne til London for at bidrage til at skabe nummeret ”Rattle That Lock” – en invitation, som samme komponist, Michael Boumendil ifølge SNCF’s hjemmeside først troede var ”fis”.

Kom frit frem

– Jeg havde lige været i USA og skulle videre til London. Mellem to møder gør min assistent mig opmærksom på, at en ”David Gilmour” havde lagt en besked til mig. Først tænkte jeg, det var en spøg og gik endda så vidt som til at lægge en post ud på Facebook for at efterlyse spøgefuglen. Men så sendte hun mig en ny besked, for nu havde han altså ringet igen for at præcisere, at der rent faktisk var tale om Pink Floyd-guitaristen, fortæller Michael Boumendil til sncf.com.

Siden tog Boumendil til London for at gå i studiet med David Gilmour, og nummeret – der er titelnummer på David Gilmours solo-album ”Rattle That Lock” – blev til.

Michael Boumendil er grundlægger af firmaet Sixième Son, der sælger lydlogoer til nogle af Frankrigs store virksomheder – som fx elselskabet EDF, Aéroports de Paris, Samsung, Cartier og Peugeot og tennisturneringen Roland Garros.

Og altså SNCF, som han skabte logoet til i 2005, da statsbanerne døjede med et kedeligt image.

David Gilmours album udkom tidligere i september, og Gilmour er lige nu på Europa-turné, dog uden at ramme Danmark.

Du kan lytte til nummeret ”Rattle That Lock” her.

Og den bare tre sekunder lange SNCF-jingle her.