Lydselskabet, der ligger på Langebrogade i København, har eksisteret i fem år, med Michael Bévort som ejer og leder. Men da han blev ansat på Nordisk Film, skulle Lydselskabet have en ny daglig leder, og det blev Line Bjerregaard. Michael Bévort er stadig ejer af selskabet, og har kørt Lydselskabet med succes. Men konkurrencen på lydsiden er stor i Danmark, og selskabet trængte, ifølge Line Bjerregaard, til et friskt pust og en mere synlig markedsføring.
– Vores største kunder er reklamebureauerne, hvor vi producerer lyd til reklamefilm og radioreklame, men vi laver også dokumentar, novellefilm m.m. Vi vil i det hele taget gerne have mere af det hele, da det er meget udfordrende at arbejde med både lange og korte produktioner og vigtigt at kunne arbejde så bredt som muligt, siger Line Bjerregaard. Hun stiftede selv bekendtskab med reklamebranchen i 1994, hvor hun startede som volontør hos produktionsselskabet Blarke Sonne Levring, siden som bureauproducer hos Saatchi & Saatchi og som freelance produktionsleder hos bl.a Motion Pictures, Danes AD Work og Pierre P. Production (DDB Needham).

NYTæNKNING OG FORNYELSE
Line Bjerregaard har altså selv en bred erfaring med i bagagen, og det er også en af de ting hun lægger stor vægt på i valget af tonemestre, hvor de fleste er freelancere, så de kan komme ud og lave “helt andre ting“, og dermed bringe fornyelse og ikke mindst nytænkning med tilbage til Lydselskabet.
– Fremtiden er nytænkning, for alt er allerede blevet gjort 100 gange før, og vi skal derfor sælge os selv på vores bredt erfarne tonemestre, samt på vores to store studier, hvor vores kunder kan boltre sig lige så tosset de vil. Vi vil gerne betegnes som et multihus, hvor der er plads til alt, lige fra store produktioner til de helt små og eksperimenterende, fortæller Line Bjerregaard, der samtidig understreger, at der også ligger et stort arbejde i at formidle budskabet om, at lyd er lige så vigtig som billeder.
– Ved reklamefilmproduktion sker der det, at lyden kommer på til sidst, hvilket igen resulterer i, at arbejdet med lyden ofte bliver hastet igennem fordi man har travlt til sidst i produktionen. Det går jo selvsagt ud over hele lydproduktionen, og det vil vi selvfølgelig gerne gøre noget ved, pointere hun.
En anden ting er radioreklame, hvor radiostationerne ofte klarer hele produktionen selv, og det er en konkurrence som er værd at føle på.
– Hvis man lytter til radioreklamer, så er de jo ikke lige frem præget af den store nytænkning, og det er der jo egentlig ikke noget at sige til når man tænker på, at de folk på radiostationerne der producerer reklamerne, ikke laver andet end radioreklamer. De har ikke den bredde som vi kan tilbyde, men mange reklamebureauer vælger alligevel at få deres radioreklamer produceret på stationerne, fordi det er nærliggende, nemt, og nok også lidt billigere, siger Line Bjerregaard og tilføjer, at det i høj grad er Lydselskabets opgave at formidle budskabet om, at lyd skal opprioriteres og at det sjældent gøres ved at vælge den nemmeste løsning.

KUNSTNERE I LYD
Lydselskabets markedsføring foregår primært via tonemestrene, der alle kommer fra Filmskolen, og som via deres brede berøringsflader kommer vidt omkring, hvilket ofte resulterer i at de er med til at skaffe kunder til Lydselskabet.
– Tonemestrene er det vigtigste for et lydselskab, det er dem der er “kunstnerne“ her i huset, og dem vi skal sælge os selv på. Samtidig gør vi meget ud af, at vores studier kan det hele, bl.a. kan vi tilbyde en APTX opkobling, der sætter os i stand til at optage digitalt til og fra studier i resten af verden. Vi vil også gerne være et hus, hvor vores kunder godt kan lide at komme, derfor er vi da også glade for at flere af vores kunder har givet udtryk for, at vi er et familiært sted med en god og afslappet stemning, smiler Line Bjerregaard.

1