Når Tina Dickow senere på måneden udgiver sit nye album, bliver det i intime rammer.

Sangerinden har således valgt at præsentere sin nye udgivelse “Whispers” ved en forpremiere på Hi-Fi Klubbens “Hi-Fi Scene”, hvor musikken bliver af spillet på et anlæg under optimale forhold.

Tidligere har kunstnere som Anders Trentemøller, Efterklang og When Saints Go Machine lanceret udgivelser ved ligende arrangementer – og siden har konceptet også fundet vej til Norge, Sverige og Holland.

Nu er det så Tina Dickow tur.

– Jeg ser frem til at spille albummet for folk under så fine lydforhold. At spille albummet for entusiaster giver en sjov vinkel, hvor der bliver plads til nogle andre deltaljer. Det er selvfølgelig også en lille smule nervepirrende, for det er meget afslørende. Men det er et album, som jeg er afsindigt stolt af, så det bliver fedt at dele det, fortæller sangerinden og fortsætter: ”Og jeg er med på det tog, hvor vi siger: Nu er det nok. Vi må se, om vi ikke kan få musik til at leve lidt igen og få nogle flere nuancer med, frem for at det bare skal lyde højt i radioen. Jeg tror, det er farligt for vores hjerner med den forfladigelse, der er i gang i forhold til, hvordan musik lyder. Der er så mange deltaljer og dybder, som vores ører aldrig får liv til at opleve. Vi får bare en lyd, der er helt flad og udynamisk.”

Tina Dickow vil ligesom de øvrige kunstnere være til stede under afspilningen og blive interviewet af DR’s radiovært på P6BEAT, Carsten Holm omkring albummets lyd og udtryk, som bliver afsløret for en eksklusiv skare af medlemmer af Hi-Fi-Klubbens kundeklub.

Filosofien bag “Hi-Fi Scenen” har bl.a. været at fremhæve værdien af god og spændende lyd i en tid, hvor musik i stigende grad bliver presset sammen i små aggregater, som blot bliver tilsluttet folks mobile enheder.

Derfor udviklede Hi-Fi Klubben i samarbejde med musik-bureauet VOLUME konceptet tilbage i 2012, hvor “Hi-Fi Scenen” for første gang så dagens lys.

Tina Dickows “Whispers” bliver præsenteret 21. august i Hi-Fi Klubbens butik på Åboulevard i København, hvorefter albummet bliver udgivet 25. august i landets butikker og på nettet.