Det er lykkedes SP3 at samle to solide budgetter op. Lyngby Storcenter har besluttet at skifte Lyhne & Co ud med SP3, mens Silvan hidtil har samarbejdet med både Bergsøe 4 og SP3. Men nu har man droppet samarbejdet med Bergsøe 4 – i hvert fald indtil videre.
– Der er på ingen måde tale om utilfredshed med Bergsøe 4’s arbejde. Vi har været gennem en strategisk proces, hvor vores ståsted er derfineret, og der er produceret en række film på dette ståsted. Det er vores opfattelse, at vi kan klare os med dette i den kommende tid, og derfor er der nu tale om først og fremmest meget produktions-tunge opgaver, som bedst løses af os selv i samspil med SP3. Bergsøe 4 har udført deres opgave, men med vores fokus på omkostninger er der ingen grund til at opretholde samarbejdet med to bureauer, siger marketingchef Thorbjørn Jensen, Silvan. Hvis firmaet på et tidspunkt igen skal ind i en mere strategisk proces, så er alle muligheder åbne understreger han. D.v.s. at der kan blive tale om både SP3, Bergsøe 4 igen eller et helt tredje bureau.
Hos Lyngby Storcenter fortæller adm. dir. Torben Schwabe, at bureauskiftet er begrundet i et fokus på processen.
– For en virksomhed som vores er tid en fremtidens valuta. Vi skal skære produktionstiden ned, så der bliver kortere afstand til, vi kommer ud med budskabet. Jeg har derfor koncentreret mig om processen som det vigtigste og fundet et bureau, som bedst kan løse den opgave, mens kreativiteten er noget, man kan købe sig til. Vi har meget stor fokus på katalog-markedsføring, men skal også have løst nogle branding-opgaver, og aftalen med SP3 lyder således på, at hvis de ikke selv kan løfte den kreative opgave, så køber de sig til de nødvendige kompetencer, så jeg er fuld af fortrøstning over for, at de kan løse opgaven, siger Torben Schwabe. Han har besøgt 3-4 bureauer, før valget faldt på SP3. fin