Aldrig er så mange virksomheder gået konkurs på så kort tid. Og alligevel er der tegn på bedring. Det konstaterer analysehuset Experian i sin månedlige temperaturmåling. I marts gik 656 virksomheder ned med flaget, hvilket er 35 procent flere end i samme måned sidste år. Antallet er det højeste i de godt 10 år, Experian har foretaget målingen.
– Vi kan imidlertid også se lys for enden af tunnelen, idet antallet af nyetablerede selskaber er steget med næsten 20 procent i forhold til marts sidste år. Det tyder på, at der i dansk erhvervsliv er en tro på bedre tider, og at økonomien går i den rigtige retning, siger senioranalytiker Søren Overgaard Madsen.
Antallet af nyetablerede selskaber er oppe på 1.903 i marts mod 1.591 i samme periode sidste år. Det er ikke kun tilliden til bedre tider, som Experian forklarer fremgangen med. I marts var der debut for en ny selskabslov, der gør det muligt at stifte anpartsselskaber billigere. Nu koster det 80.000 kroner mod tidligere 125.000 kroner.
Borsen.dk