Tv-sendere i Jylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm, i alt syv af slagsen, bliver lørdag aften forvandlet til Europas hidtil største lysskulpturer, lyder det fra Boxer TV, som står bag eventen.
Det sker for at fejre premieren på det digitale tv-signal.
Lysshowet kommer i stand ved hjælp af lyskastere, der hver vejer 200 kilo, og som med digital synkronisering sørger for, at man ved de syv tv-master ser præcis de samme farvespil og lysbevægelser på samme tid.
– Når danskerne vågner søndag morgen, sender masterne digitalt. Så kan man pludselig tage op til 40 kanaler på en almindelig tv-antenne og selv bestemme, hvilke man vil have i sin tv-pakke. Det er en helt ny tv-virkelighed, som vi har bedt en af Danmarks førende lyskunstnere om at visualisere ved hjælp af selve tv-masterne, siger direktør Steen Ulf Jensen fra Boxer TV.
Kunstneren er Jesper Kongshaug, som tidligere har udført en genskabelse af branden på Koldinghus ved hjælp af lys og røg. Han har ligeledes lyssat Øresundsbroen, Kronborg Slot, Højbro Plads og det nye skuespilhus i København.
Installationen vil lyse tre kilometer op i luften og kunne ses fra op til 20 km væk.
– Hvis vejret er med os, vil showet omkring masterne kunne ses langt omkring. Men uanset hvad vil man helt sikkert få den flotteste oplevelse inden for en radius af to-tre kilometer fra masten, siger Steen Ulf Jensen.
De syv tv-master der er tale om er: Nibe-senderen ved Aalborg, Søsterhøj-senderen ved Århus, Varde-senderen, Tommerup-senderen på Fyn, Gladsaxe-senderen i København, Vordingborg-masten på Sydsjælland og Rø-senderen på Bornholm.