Flere undersøgelser viser, at den typiske konvertering fra et klik i Google til en virksomheds website og ned til et givent konverteringspunkt er på knapt fire procent.
Her skal konvertering forstås bredt som for eksempel et salg, tilmelding til nyhedsbrev, download af årsregnskab, se en bestemt produktside, bestilling af konsulentbesøg et cetera.
Det meste er tabt
Når kun knapt fire procent konverterer fra en søgemaskine, kan man omvendt sige, at over 96 procent af brugerne ”bouncer”. Eller sagt på dansk: de forlader dit website hurtigere, end du når at skabe en relation til dem – og muligheden for et salg.
En bruger, der søger i eksempelvis Google og derefter klikker på et link, bruger typisk et sted mellem to og tre sekunder på at orientere sig på et website. Hvis ikke brugeren i dette tidsrum finder det søgte, klikker vedkommende tilbage til søgeresultatet og videre til næste relevante link.
Så hurtigt kan du tabe en potentiel kunde – og samtidig bruge 5-20 kroner af dit marketingbudget på det klik.
Stort uudnyttet potentiale
De 96 procent, der ”bouncer”, udgør naturligvis et kæmpe potentiale for virksomhederne.
Vejen til øget konvertering er i de fleste tilfælde forbavsende ligetil – og i langt de fleste tilfælde en rigtig god investering. Konverteringen øges ved at øge relevansen. Som igen øges ved at opbygge mere relevante ”landing pages”.
Langt de fleste websites er konstrueret, så interaktionen starter, når brugeren kommer til websitet og er døv over for alt, hvad der fortælles, før hun lander på dit website.
Du øger konverteringen betydeligt ved at erkende, at dit website ikke eksisterer i et isoleret tomrum, men som en del af et online-økosystem. Brugerens oplevelse af dit website starter allerede i søgemaskinen – før hun nogensinde rammer en af dine sider.
Ved at ”lære” dit website at lytte til, hvad brugeren fortæller dig – før hun lander på dit site gennem søgninger – kan du øge relevansen betydeligt. Og dermed også konverteringen.
Forestil dig, at du sidder i stolen som marketingchef i et teleselskab, og en bruger via Google søger på ”kameratelefon med FM-radio”. Brugeren klikker på et link, der fører til dit website, og du kan så vælge at gøre som de fleste – nemlig vise brugeren en tilfældig telefon, der netop er på tilbud.
Men hvis du for alvor vil øge konverteringen, skal du lære at lytte til, hvad brugeren allerede har fortalt, før hun besøger dit website. Søgeordene ”kameratelefon med FM-radio” er super værdifuld information, da det er den relevante kontekst, brugeren befinder sig i.
Derfor: hvis du opbygger dit website, så det ”lytter” til brugerens søgning i Google, og derefter kobler det sammen med det mest relevante indhold på din ”landing page” – baseret på den viden, du har lyttet dig frem til – så øger det med garanti konverteringen.
Nemmere end du tror
Det er ofte nemt at se potentialet men tit langt sværere at finde virksomheder, der realiserer det. Grundene er typisk:
- Search håndteres som medieindkøb i stedet for en strategisk dialogaktivitet
- Websitet understøtter ikke dialog i realtid og
- Kunder og leverandører mangler viden om, hvordan det løses rent teknisk. Det fører samlet set til, at realisering af potentialet anses for at være en fjern fremtidsdrøm. På trods af, at du med den rette viden og de rigtige værktøjer kan realisere potentialet i løbet af bare 4-6 uger – og dermed skaber endnu flere værdifulde relationer.