Efter mange år i den danske reklame- og marketingbranche, senest godt 7 år hos Huset Markedsføring som udviklingschef, etablerer Jan Maagaard nu sit eget selskab med search og rekruttering inden for reklame- og marketing, som sit speciale.
– Bureau-, marketing- og mediaverdenen er peoples business. I dag mere end nogen sinde tidligere. Uanset om du er på kunde- eller bureauside, så er kravene til at skabe værdi til dit brand blevet større og fejlmarginerne mindre, siger Jan Maagaard.
– Vi oplever i disse år meget betydelige forandringer. Mere end 50 pct. af alle marketingchefer og direktører føler sig presset af de nye tider, og der er stor udskiftning på C-level. Og udfordringerne er ikke mindre på bureausiden. Det er det, der er vores mission, at hjælpe med at finde de rigtige mennesker til at løfte de nye udfordringer, uddyber Jan Maagaard.
Du arbejder alene?
– Maagaard & Partnere er baseret på netværk. Jeg har flere samarbejdspartnere og et lille ”advisory board”, som jeg kan trække på efter behov, og så har jeg et meget betydeligt netværk, som jeg benytter i rekrutterings-arbejdet. Endelig er der med navnet gjort plads til, at vi kan udvide i takt med at vi forhåbentlig får stigende aktivitet, slutter Jan Maagaard.
Jan Maagaard har tilbragt mere end 20 år i reklame- og marketingbranchen – ud over Huset Markedsføring har han en fortid som sekretariatschef hos Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening og adm. dir. for auditeringsfirmaet Media Audits – først i Danmark og siden for Norden.
Hertil kommer, at han hos Huset Markedsføring har været med til at stifte ADDA – Association of Danish Digital Agencies – hvor han fungerede som sekretariatschef.