Yellow-kampagnen, som bureauet Umwelt med hjælp fra IUM har udviklet og kørt for en af Europas største parallelimportører af lægemidler, Orifarm, blev i går hædret ved Advertising Effectiveness Awards.
Omdrejningspunktet i kampagnen er spørgsmålet: ”Do you Yellow?”, hvilket i hvert fald i denne signaturs ører lød en smule mystisk første gang, jeg hørte det. Men tilsyneladende blokerede mystikken ikke for effektiviteten, for kampagnen løb med Grand Prixen ved aftenens prisshow.
– Det mystiske var en del af kampagnen, da den gik i luften for første gang for et par år siden. Det skulle skabe opmærksomhed og få folk til at stoppe op og tænke. Og det virkede, forklarer Steen Søndergaard, administrerende direktør for Umwelt.
Men det var ikke for den noget utraditionelle begyndelse, at kampagnen blev hædret i går, men snarere for det lange seje træk, der har givet et kontant afkast på toplinjen hos køberen af kampagnen.
– Vi har løbende foretaget målinger af kampagen på de traditionelle parametre som genkendelighed, liking og den slags. Derudover har vi haft et benhårdt salgsfokus, hvilket har betydet, at vi har øget salget af de annoncerede varer med 50 procent i kampagneperioden, siger Steen Søndergaard.
Derudover er salget af ikke-annoncerede varer steget med 23 procent i kampagneperioden for Orifarm. Alt i alt et udmærket resultat, og det skyldes konstante iterationer, eller målinger, slutter Steen Søndergaard.
Udover Grand Prixen for Yellow-kampagnen løb Umwelt også med en pris for en kampagne for Atlanctic Airways, hvilket gjorde Umwelt til det mest vindende bureau ved Advertising Effectiveness Awards.