Det’ superklamt hos Superbest. Det må efterhånden være budskabet, der siver ind hos forbrugerne, efter DR’s ”Kontant” i går endnu engang kunne afsløre kødfusk i en Superbest butik.
Den første store Superbest-kødskandale rullede, og dengang sagde formanden for Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder og direktør hos PR-virksomheden Hill & Knowlton, Jens Frederik Kofoed til Markedsføring:
”Nu er der ikke plads til flere fejl, og de skal virkelig få tjek på de interne procedurer. De må ikke komme i ”Kontant” igen, og det er sikkert, at ”Kontant” vil følge op på sagen om et halvt års tid”.
I dag siger Jens Frederik Kofoed:
– Jeg er målløs. Det er simpelthen for dumt. Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet en virksomhed dumme sig så alvorligt…to gange. At de ikke ved, at ”Kontant” kommer tilbage, er så tåbeligt, og jeg fatter ikke, at de ikke er fuldstændig hysteriske omkring kødkvaliteten. Sidste gang kostede det Superbest et trecifrede millionbeløb, og det er et sprog, enhver købmand kan forstå. Så det er mig ubegribeligt.
Kommer Superbest til at dreje nøglen om?
– Nej, det bliver næppe så voldsomt. Konsekvenserne afhænger meget af, hvor stor skandalen bliver. Udvikler den sig, kommer der til at rulle hoveder i Superbest, for det her er et udtryk for total inkompetence. Viser det sig at være mere end et enkeltstående tilfælde, så skal Superbest handle øjeblikkeligt, og det bliver sikkert i form af et par rituelle fyringer af et par højtstående medarbejdere, der får hele skylden, siger Jens Frederik Kofoed.