Måltidskasser hitter i stigende grad hos danskerne – og det kan godt være mange kender Aarstiderne og Skagenfood, men oppe i Helsingør, i det nordligste Nordsjælland, bor en tredje spiller på banen, RetNemt.dk.

Og her går det godt, skal vi hilse og sige: Der er ganske vist endnu et par måneder til, at RetNemt.dk afslutter regnskabsåret, men allerede nu slår adm. direktør, Klaus Toft Nørgaard, fast, at han forventer at fordoble vækstraten i år sammenlignet med sidste år:

– Det er med stor forventning, vi imødeser regnskabsafslutningen. Som det ser ud lige nu, kommer vi ud med en samlet vækst på 70 procent i 2016 og det på trods af, vi allerede sidste år oplevede stor fremgang med en vækstrate på 30 procent, siger han.

Øget marketing-indsats

RetNemt.dk blev udviklet og lanceret i 2006, og selv om årene ind imellem dengang og i dag ikke hele tiden har været nemme, så har en ambitiøs vækststrategi gennem de senere år betydet markant fremgang.

Fra 2013/14 til 2014/15 mere end tredoblede virksomheden resultatet af den primære drift, og når pilen forventeligt peger endnu mere opad i det kommende regnskab, ligger forklaringen ifølge Klaus Toft Nørgaard i både forretningsudvikling og markedsføring: 

– Vi satser hårdt på hele tiden at udbygge vores viden om markedets skiftende behov, så vi kan tilbyde kunderne præcist det, de ønsker. Når vi indfører blandt andet en Frokostkasse, eller tilføjer flere økologiske råvarer uden merberegning, er det fordi, vores kunder efterspørger det, og det har vi kunnet mærke på omsætningen, siger Klaus Toft Nørgaardog tilføjer:

– Og så går vi benhårdt efter at udbygge vores kundegrundlag – blandt andet med større investeringer i markedsføring.

TV for awareness

RetNemt.dk’s marketingstrategi lyder helt overordnet: Cost-effektiv videreudvikling af baseline-aktiviteter suppleret med kampagneorienteret kendskabsopbygning i sæsoner.

Hidtil har markedsføringsplatformene ifølge direktøren hovedsagelig været digitale: SEO (onsite og offsite), SEM/PPC, affiliate, programmatic, herunder retargeting, og Social Media.

Men der har også været satset på TV: Fx var RetNemt.dk – i samarbejde med Marvelous – i reklameblokken på en lang række kanaler tidligere i efteråret.

Hvortil kommer, at man har lagt en del kræfter i marketing-partnerskaber, konverteringsoptimering, Customer Life Cycle-aktiviteter og naturligvis PR.

– Vi har med kontinuerlig udvikling og tracking af vores initiativer forbedret vores marketingeffektivitet markant. On top har vi så i efteråret 2016 indledt massiv markedsføring på TV for at øge awareness, og derudover tester vi naturligvis andre/nye medier og platforme, som passer ind i vores strategi og målgrupper, siger Klaus Toft Nørgaard.

Ny svensk medejer

Strategien har betydet, at RetNemt.dk nu leverer mere end 30.000 måltider om ugen til danske hjem – og at virksomheden altså allerede et par måneder inden årsregnskabet er klar, kan melde om en forventet vækst på omkring 70 procent.

Og ambitionerne er ikke blevet mindre af, at svenske Linas Matkasse, den største nordiske aktør på markedet, fornylig købte sig ind i virksomheden.

Den svenske medejer leverer i dag flere end 800.000 portioner mad om ugen og har aktiviteter i både Norge, Holland og Finland.

– Med vores nye medejer får vi tilført kapital, der gør, at vi kan forfølge nye forretningsmuligheder. Vi stiler højt og satser på at kunne fastholde en vækst på over 50 procent også i 2017, slutter Klaus Toft Nørgaard.

RetNemt.dk blev grundlagt i 2006 og har i dag 70 ansatte.

Se i øvrigt reklamefilmen fra RetNemt.dk og Marvelous her.