FCK-spillerne går i trendy lyserødt, når de møder Vejle i Parken. Men før inkarnerede Brøndby-fans når at råbe bøsserøve, og modebranchen glæder sig for meget over den mildt sagt alternative fodboldtrøje-farve, som kun Palermo i den italienske Serie A normalt slår sine folder i, så er det værd at slå fast, at machomændene i lyserødt bliver en engangsforestilling. Den hvide Kappa-trøje er tilbage på grønsværen allerede i næste hjemmekamp onsdagen efter, den 1. november, i Champions League opgøret mod mægtige Manchester United
Den lyserøde engangsforestilling er et resultat af, at FCK, med reklamebureauet Reputations mellemkomst, har engageret sig i medicinalfirmaet Roches brystkræft-initiativ Breast Friends. Et initiativ, der har til formål, at øge forståelsen og opmærksomheden omkring brystkræft – og ikke mindst hjælpe med at samle penge ind til forskningen. Og engagementet markerer FCK for omverdenen den 29. oktober, hvor de spiller mod Vejle i Parken og samtidig skænker et stort antal billetter, 8.500 pladser eller 4.250 billetter, til Breast Friends.
Billetter, som Breast Friends uddeler gratis til kvinder og deres venner, og som forhåbentlig giver forskningspenge til Kræftens Bekæmpelse, fordi Roche har valgt at donere 30 kroner til organisationen for hver billet, der afleveres i Parkens indgang. Hvis alle billetter bliver udleveret og afleveret i Parken, og interessen er højeksplosiv ifølge Breast Friends hjemmeside, så indebærer FCK-initiativet, at Kræftens Bekæmpelse får 127.500 kroner i kassen for billetterne.
Derudover bortauktioneres de sjældne spillertrøjer, og forhåbentlig er der mange FCK-fans, der har lyst til at have en lyserød trøje i samlingen, så prisen bliver pumpet op til glæde for forskningen.
Mænd skal involve res
– Det er vigtigt at få involveret mænd i brystkræft, som jo ellers er en traditionel kvindesygdom. Men brystkræft rammer jo også familien, og dermed mændene. Brystkræft er ikke en halv folkesag, men en hel folkesag, siger Kurt Damsgaard, kommunikationschef i Kræftens Bekæmpelse, der har været dybt involveret i organisationens oktoberfokus på brystkræft. Han roser Roche og FCK for at tænke alternativt og gå efter en typisk mandesport.
– Det er første gang, at vi går efter mændene, og at machomænd støtter op om en kvindesygdom på den måde. Det er en stor hjælp til at gøre brystkræft synlig, forklarer Kurt Damsgaard, som påpeger, at brystkræft er den hyppigste kræftsygdom blandt kvinder. Hver niende kvinde får brystkræft, og hvert år diagnosticeres 4.000 danskere med sygdommen, samtidig med at antallet er stigende. Heldigvis er helbredelsesprocenten også blevet forbedret – ikke mindst som følge at forskningen, hvor Kurt Damsgaard håber på, at brystkræft-kampagnen i oktober får samlet minimum 8 millioner ind.
Medicinalfirmaet Roche er for første gang gået ind i kampen mod brystkræft. Udover at sælge medicin til blandt andet kræftramte, så har virksomheden taget et internationalt initiativ med Breast Friends, og blandt andet fået diverse kendisser, som modellen Jerry Hall, skuespilleren Halle Berry og sangeren Ronan Keating, til at skabe opmærksomhed om sygdommen, og på dansk jord har der derudover været fokus på den lyserøde FCK-kamp.
– Jeg håber, at vi får samlet en masse penge ind, forhåbentlig flere hundrede tusinde. Heldigvis har vi fået en masse opmærksomhed om FCK-kampen, og det viser jo, at sygdommen vedrører mange, siger produktgruppechef Annette Lunde hos Roche. Arbejdet med Breast Friends-initiativet har været så positivt, at Roche har besluttet at fortsætte i årene fremover, og derfor leder den schweiziske medicinalvirksomhed allerede nu efter næste års hit-arrangement, der kan give den samme opmærksomhed som 11 machomænd i lyserøde trøjer