Den danske udløber af en af nyere tids værste korruptionsskandaler ender nu som et stort offentligt spørgsmål. Mad for olie-skandalen, der oprindeligt involverede 21 danske virksomheder, skrumper stille og roligt ind, og årtiets korruptionsskandale ender nu med en lang række hemmelige forlig.
– Man kan sige, at uretfærdigheden er sket fyldest. Vi får aldrig at vide, hvem der var skyldige eller uskyldige. De mange forlig er en stor sejr for pragmatismen og for de forskellige hensyn til virksomhederne og myndighederne. Men dermed får vi aldrig den fulde sandhed om sagen, siger Jens Berthelsen.
Han er stifter af rådgivningsselskabet Global Advice, som rådgiver danske virksomheder om korruption. Han peger på, at man for tiden ser en klar tendens – især i udlandet – til at indgå forlig i sådanne sager.
– Det betyder dels, at de involverede virksomheder ikke bliver dømt for korruption og dermed udelukket fra offentlige udbud. Dels kan man komme videre og lægge sagen bag sig, påpeger Jens Berthelsen.
Skandalen har sit udspring i FNs såkaldte Mad for olie-program, der gav virksomheder mulighed for at handle med Saddam Husseins boykotramte irakiske styre. I 2005 kom det frem, at en lang række virksomheder verden over havde korrumperet nødhjælpsprogrammet ved betaling af bestikkelse og returkommission til Saddam Husseins regime. 21 af virksomhederne var danske og talte store virksomheder som Novo Nordisk, William Demant, Grundfos, FLSmidth og Leo Pharma.
Berlingske Tidende, Business side 9.