Raymond Chandler skrev for over 50 år siden: Vi har de hvideste køkkener, hvori den gennemsnitlige amerikanske husmor ikke tilberede et måltid, der er egnet til at spise.
I dette historiske lys er det sigende – og lovende – at danskerne nu fjerner sig fra samtalekøkkenet for i stedet at koncentrere sig om at lave mad.
På dén bølge surfer Aller, som den 7. maj lancerer magasinet ”Mad! – et nyt lækkert, praktisk magasin med opskrifter, gode ideer og tips til sund, nem og billig mad til alle ugens dage”.
– I Mad! vil læseren møde et univers, der dyrker alle sanser – og forener den travle hverdag med gode råvarer, masser af ny inspiration og økologi til husbehov, siger chefredaktør Charlotte Riparbelli.
– Vi serverer tidens nyeste madtendenser med alt, hvad det indeholder af nye færdigprodukter, godt tilbehør og ideer til fedtfattig kost. I Mad! finder læseren gennemtestede opskrifter på alt fra hverdagsretter til hele ugeplaner og nem gæstemad, der er til at overkomme i en travl hverdag.
Hele ugeplaner må fylde en del, for Mad! vil fra starten udkomme hver anden måned. Forlagsdirektør Per Ingdal siger om initiativet:
– Vi forventer 25.000 eksemplarer som oplagsniveau efter introduktionsnumrene, der vil sælge endnu bedre p.g.a. kampagneaktiviteter. Ligesom en af Allers øvrige bladsuccesser, magasinet Q, er Mad! et magasin, der rammer bredt og henvender sig til en meget stor målgruppe af kvindelige læsere og deres familier
Helt i tråd med trenden hos Aller er her tale om en halvtidsredaktør. Chefredaktør Charlotte Riparbelli må bide Mad!-tjansen over, idet hun også er chefredaktør på livsstilsmagasinet Isabellas.
peng