Det gode skib Madonna, som Carlsberg Danmark gennem mange år brugte til blandt andet pressemøder, præsentationer og kundearrangementer, blev sat til salg i efteråret – og nu er der fundet en køber.
Og det er ikke en hvilken som helst køber, for den godt 40 meter lange tremastede topsejlsskonnert, vender såmænd tilbage til sin tidligere ejer. Skibsreder for Mercandia, afdøde Per Henriksens hustru, Vivi Henriksen har nemlig købt skibet tilbage.
Det var oprindelig det daværende Tuborg, der som erstatning for det nedlagte besøgscenter i Tuborg Havn købte skibet i 1996 af netop Mercandia-reder Per Henriksen.
I år 2000 da Carlsberg og Tuborg sammenlagde deres salgsstyrker kom skonnerten til at høre under Carlsberg Danmark, som siden har brugt skibet i blandt andet PR-, sponsor- og kundemæssig sammenhæng.
Eksempelvis sejlede Madonna til Portugal i forbindelse med EM i fodbold i 2004, hvor skonnerten havde fornemt besøg af fodboldlegender som franske Jean Tigana, britiske Bryan Robson og tyske Toni Schumacher. Ved samme lejlighed besøgte medier fra over 15 lande det imponerende sejlskib.
Men drift og udlejning af Madonna stod ikke længere mål med den markedsføringsmæssige værdi, hvorfor skibet blev sat til salg sidste efterår.
– Hun var blevet for dyr i drift, så det var ikke længere muligt for os at få hende til at hvile i sig selv økonomisk. Længere er den egentlig ikke, sagde Carlsberg Danmarks kommunikationsdirektør Jens Bekke dengang til markedsforing.dk.
Madonna er købt til privat formål, og sejles til Ring Andersens værft i Svendborg senere på måneden.
Her males hun igen sort, skifter navn til Zar- og vil fremover blandt andet ligge i Ebeltoft ved siden af Fregatten Jylland.