Mediebureauet Mindshare har analyseret seertallene fra årets EM-slutrunde i fodbold, og tallene bekræfter fordommen om, at mænd er mere til fodbold end kvinder.
Tallene er således krystalklare, men andelen af mænd svinger fra land til land. Overordnet set var mellem 65 og 75 procent af tv-kiggerne til EM-kampene mænd.
I Danmark var det 60 procent.
Markante undtagelser fra normalen var Polen og Portugal, hvor mænd og kvinder var lige interesserede i den ædle sport med en 50-50 fordeling. Helt anderledes var det i Grækenland, hvor kvinderne åbenbart ikke ønskede at dele sofa med deres mænd foran tossekassen.
Her var 75 procent af seerne mænd.
Millioner af seere
Undersøgelsen viser også, at de tre kampe, Danmarks landshold spillede under sommerens EM i fodbold, i gennemsnit blev set af 1,8 mio. danske seere.
Dertil kommer, at opgørene også trak også ganske betydelig interesse blandt seere i mange andre lande. Mindshares opgørelse viser således, at Danmark som land og brand opnåede en ganske betydelig eksponering i mange andre lande, som formentlig vil gøre de fleste turistchefer og VisitDenmark yderst tilfredse.
Mest opbakning fik det danske landshold i de store lande, som Danmark var oppe imod. Der var således 6,2 mio. hollændere, der så deres eget hold tabe til danskerne, mens 2,2 mio. portugisere fulgte Portugals kamp mod Danmark nogle dage senere.
Mere bemærkelsesværdigt er det, at Danmark-Holland kampen blev set af hele 5,7 mio. briter på BBC1.
Der var også solid dansk opbakning i vores nabolande. Den første kamp, hvor Danmark overraskede mod Holland, blev således set af 985.000 svenskere, og det store møde mod Tyskland, der var afgørende for Danmark, ramte 1,4 mio. svenskere.
Danmark mod Portugal trak hele 650.000 svenske seere og 530.000 seere i Norge.
Englændere gad ikke finalen
De store opgør under Euro 2012, hvor millioner var klistret til tv-skærmen, var af gode grunde i de lande med mange indbyggere.
Én af de store europæiske topscorer var Tyskland – Italien, der blev set af 18,6 mio. alene i Italien, mens finalen Italien-Spanien blev set af 17,4 mio. i Italien, og 14,6 mio. i Spanien.
Blandt andre topscorere var kampen England-Italien, der blev set af 18,5 mio. i Storbritannien.
I Frankrig blev skæbnekampen Spanien-Frankrig set af 10,3 mio., mens selve finalen, altså uden fransk deltagelse, var helt oppe og runde 11,8 mio. Til gengæld ignorerede briterne helt slutopgøret; kun 1,8 mio. briter så finalen den 1. juli.