Når forbrugerne køber dagligvarer, er varens forventede smag og nydelsesværdi det vigtigste. Dernæst er det varens ernæringsværdi, varens udseende og på 4. pladsen varens pris, som er afgørende.
Resultatet fremgår af en meningsmåling, Capacent Epinion har gennemført for De Samvirkende Købmænd, DSK. Når danske forbrugere køber dagligvarer er varens forventede smag eller nydelsesværdi det vigtigste. Især for mændene. 57 pct. af mændene svarer, at smagen er meget vigtig, og det samme svarer 53 pct. af kvinderne.
Hvad angår varens ernæringsværdi, så er den vigtigere for kvinderne end for mændene. 47 pct. af kvinderne svarer, at varens ernæringsværdi er meget vigtig – kun 35 pct. af mændene synes, ernæringsværdien er meget vigtig.
Interessen for varens ernæringsværdi stiger med årene og er højest, når vi er over 55 år. Blandt de 18-34 årige svarer 16 pct., at de synes ernæringsværdien er mindre vigtig, og 2 pct. siger, at den slet ikke er vigtig!
De Samvirkende Købmænd har i undersøgelsen også spurgt til, hvilke forhold der er vigtige, når forbrugerne vælger, hvilken butik de vil købe dagligvarer i. Svarene viser, at interessen for gode tilbudsaviser stiger med alderen. Blandt de unge mellem 18-34 år svarer hele 80 pct., at en god tilbudsavis er mindre vigtig eller slet ikke vigtig. Butikkens beliggenhed er derimod vigtigere for de unge end for andre forbrugere.
Service, udseende og økologi
Forbrugere over 55 år synes, at butikkens service er meget vigtig, men de synes derimod ikke, at billige priser er så vigtige. Billige priser er derimod meget vigtige for 25 pct. af forbrugerne under 55 år, men kun 14 pct. af forbrugerne over 55 år svarer, at billige priser er meget vigtige. Det hænger godt sammen med, at det især er forbrugere over 55 år, der svarer, at varer af høj kvalitet er meget vigtigt for deres valg af indkøbssted.
Varens udseende betyder mest for kvinderne, hvor 31 pct. svarer, at den er meget vigtig. Kun 24 pct. af mændenes synes, den er meget vigtig.
54 pct. af forbrugerne svarer, at et stort udvalg af økologiske varer er vigtigt for deres valg af butik, 34 pct. svarer “mindre vigtigt” og 12 pct. “slet ikke vigtigt”. Til sammenligning gennemførte Vilstrup Research for 10 år siden en forbrugerundersøgelse for Butiksstrukturkommissionen, og af den fremgår det, at kun 9 pct. af forbrugerne prioriterede butikkens respekt for miljø og økologi højt i 1998.
– Butikkens udbud af økologiske og bæredygtige varer prioriteres lavere af forbrugerne end varer af høj kvalitet, butikkens beliggenhed, stort udvalg af varer, god service og billige priser, men set over tid er interessen for økologi og bæredygtighed steget markant, siger Mille Engberg, informationskonsulent i DSK.
cwl