A.P. Møller–Mærsk åbner nu for at imødekomme et stigende pres for at offentliggøre skattebetalinger til udviklingslande, skriver dagbladet Børsen.
Netop som et enigt Folketing har vedtaget en opfordring til danske virksomheder om at tilslutte sig det såkaldte EITI-antikorruptions initiativ, der indebærer offentliggørelse af pengestrømmene mellem selskaber og regeringer i råstof-rige u-lande, oplyser A.P. Møller således, at koncernen er i drøftelser om at deltage i EITI (Extractive Industries Transparency Initiative).
– Vi er tilhængere af globale initiativer med henblik på øget transparens. Vi drøfter pt. medlemskab af EITI og forventer en konklusion snarest, oplyser Jesper Cramon, A.P. Møllers regnskabschef, i en mail til Børsen.