A.P. Møller-Mærsk vender sig skarpt imod et forslag om nye regnskabsregler, som vil skabe større åbenhed om olieselskabers skattebetalinger. Reglerne vil gøre det muligt at se, hvor meget multinationale selskaber producerer i hvert enkelt land, og hvor meget de betaler i skat, og dermed tydeliggøre, om overskud flyttes rundt for at minimere skatten. I et høringssvar om de nye regler slår Mærsk fast, at de nye krav er “politisk begrundede” og ikke bør komme i betragtning.
– Vi overholder vores aftaler og betaler den skat, vi skal, og vi har grundlæggende ingen problemer med at offentliggøre oplysninger af den her karakter. Men vi ønsker ikke, at der udvikler sig en praksis for, at man skal oplyse om indholdet af fortrolige aftaler. De her krav går ud over den gældende grænse for, hvad man skal oplyse i et regnskab, og det, mener vi ikke, er rigtigt, for hvor stopper det så henne? siger Jesper Cramon, chef for regnskabsafdelingen i A.P. Møller-Mærsk.
Oplægget inkluderer et krav fra en stribe udviklingsorganisationer, samlet i koalitionen Publish What You Pay (PWYP), der ønsker, at udvindingsselskaberne skal oplyse om deres produktion og betalinger til regeringerne i de enkelte lande. Det vil afsløre, om selskaberne betaler en rimelig skat af de penge, der tjenes.
Borsen.dk