Det virker helt absurd, men den globale opvarmning kan udvikle sig til et guldrandet eventyr for A. P. Møller-Mærsk. Vejen til en stor pose ekstra penge går via nye teknologier, så man kan pumpe CO2-gasser ned i oliebrøndene i Nordsøen og måske endda få mere ud af hver enkelt oliefelt.
– Er det (teknologien, red.) økonomiske bæredygtigt, tror vi, at vi kan få fat i yderligere 5-15 procentpoint af den tilstedeværende olie, siger Michael Engell-Jensen, direktør i Mærsk Olie og Gas.
Han afviser at sætte penge på regnestykket, men da Mærsk sidste år hentede 35 millioner tønder op fra den danske del af undergrunden til en gennemsnitspris på 375 kroner per tønde, bliver 10 pct. af det også til en slags penge. Men det kræver, at Mærsk får adgang til de 12 planlagte kraftværker baseret på den såkaldte CCS-teknologi, der trækker CO2’en ud af røggasserne. Den ekstra olie er altså fremtidsmusik og kræver enorme investeringer i ny teknologi.
Jyllands-Posten Erhverv side 1 og 12-13.