De er på endnu en rejse på Esplanaden. Fra det stilfærdige til en ny åbenhed. A.P. Møller Maersk har i godt 108 år sat sejlene stort og smukt, men nu skal det også kommunikeres. Dertil har rederiet entreret med Copenhagen Film Company, der har skabt en række film om nogle af forretningsområderne rundt om konceptet ”We are Maersk”.
Den ene film er på 12 minutter. Den må vel kaldes for er meget lang film, ikke?
‒ Det er den bestemt ikke, siger Steen Reeslev, kommunikationsdirektør hos Maersk. ”For det første har vi ikke lavet en film, men 11, og vi har genbrugt masser af råmaterialet på anden vis. For det andet er vi ude med 108.000 gode medarbejdere i 140 lande med 17 forretningsområder. At koge det ned til 12 minutter er fornemt klaret af Christoffer Boe og Cph. Film Co.”
Hvordan er indholdet i filmene prioriteret?
‒ Hvis vi alene taler om ”den lange” film, så er ideen, at vi kommer rundt om fire vigtige forretningsområder. Og at fortællingen skal være personlig. Vi er omkring skibe, containere, olie og havnene. Ser vi på sidste forretningsenhed, skulle vi vælge blandt vores tilstedeværelse i vækstmarkederne i Afrika, Sydamerika og Asien. Vi valgte Asien som eksempel.
Den personlige vinkel, når man har 108.000 medarbejdere?
‒ Selvfølgelig foretager vi valg, men det er logiske valg. Vi har dygtige, veluddannede medarbejdere. De arbejder ofte med den ypperste teknologi. Drilling-eksperten står fx på en borerig, der flyder på alle dybder og understøttes af den mest avancerede teknologi, man kan tænke sig. På samme måde er de andre ”roller” i filmen udvalgt. Vi skeler naturligvis også til employer branding, når vi laver en film som ”We are Maersk.”
Filmen er en del af Maersks lange rejse mod åbenhed. Har I valgt et lead-bureau til den proces?
‒ Nej, vi opererer ikke med lead-bureau-modellen. Vi bruger mange bureauer afhængig af opgaven. Styringen foretager vi selv. Til gengæld vil vi gerne udfordres af bureauer, så vi er taknemmelige for råd og nye ideer ude fra. Men selve lead-bureau-rollen bruger vi ikke. Det er vort eget ansvar, hvordan vi kommunikerer, slutter Steen Reeslev, der er aktuel som hovedtaler på Huset Markedsførings Executive Brief den 20. marts på Esplanaden fra 08.30-10.30. Her vil Steen Reeslev bl.a. folde Maersk-rejsen mod åbenhed ud.
Se den nye Maersk-film, ”We are Maersk”, herunder.