A.P. Møller-Mærsk skulle være klar til at investere op mod 4 mia. dollar i 20 gigantiske containerskibe. Det skriver flere internationale shippingmedier fredag.
Skibene koster omkring 200 mio. dollar hver og med en kapacitet på omkring 18.000 20-fodscontainere (TEU) vil det blive de største containerskibe i verden. Faktisk står de til at få 20 pct. større kapacitet end de største skibe, der i øjeblikket er i brug.
Shippingavisen Lloyd’s List mener at vide, at Maersk Line, som står for forhandlingerne med skibsværftet, kan blive klar til at underskrive en hensigtserklæring inden udgangen af året.
Tradewinds peger på, at størrelsen af skibene indikerer, at det kun kan være et par sydkoreanske værfter, der er i spil, mens Lloyd’s List fortæller, at det er netop sydkoreanske Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering, Mærsk forhandler med.
Borsen.dk