Når ledelsen i A.P. Møller-Mærsk inviterer til kapitalmarkedsdag i morgen er det ikke kun for at sende et signal om, at virksomheden er blevet mere åben. Det er lige så meget for at gyde olie på markederne til når der skal investeres for milliarder.
En kapitalmarkedsdag handler langt hen ad vejen om at give analytikerne et indblik i et selskab, så de kan prisfastsætte selskabets aktie bedst muligt.
Tidligere har Mærsk virket nærmest ligeglade med, på hvilken baggrund aktien blev handlet på markedet. Men med den første kapitaldag nogensinde i koncernens historie, viser ledelsen en større interesse for at skabe viden blandt investorerne.
Det sker i kølvandet på et strategiskifte, der langsomt er ved at indfinde sig i koncernen.
– Det er tydeligvis et udtryk for større åbenhed, men også en erkendelse af, at man er nødt til at klæde investorerne på, så de kan forstå, hvad der foregår i Mærsk, forklarer Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.