A.P. Møller – Mærsks engagementer i lande med uro vil stige de kommende år.
Trods aftagende vækst, svækkede valutaer og tilbagetrækning af investeringer fra verdens vækstøkonomier, er det her, at A.P. Møller – Mærsk vil lægge en stigende andel af koncernens investeringer i år.
Det fastslår koncernchefen, Nils Smedegaard Andersen i sin leder i apriludgave af koncernmagasinet Maersk Post.
– Sidste år investerede Mærsk Gruppen over 8 mia. dollar globalt med hovedvægten i nye markeder fra nye containerterminaler i Kina, Mexico, Elfenbenskysten og Tyrkiet til olieprojekter i Algeriet og Kazakhstan. I år overstiger vores investeringer 10 mia. dollar, og vores engagement i nye økonomier fortsætter – faktisk bliver de en mere betydende del af vores forretning, skiver Mærsk-chefen.
/ritzau/FINANS