Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen gør klar til at skrue op for investeringerne særligt i koncernens olie, havne- og containerforretning i de kommende år, skriver Børsen. Det sker efter et år, hvor anlægsinvesteringerne har været sat på vågeblus som følge af den globale økonomiske krise. Men nu strømmer pengene atter ind i kassen hos A.P. Møller-Mærsk, som i går kunne opjustere forventningerne til årets resultat med 1 mia. dollar til 5 mia. dollar. Samtidig er koncernens gæld alene i årets første ni måneder barberet ned med 4,4 mia. dollar. På den baggrund forventer Nils Smedegaard Andersen, at investeringerne vil stige igen til næste år.
– Vi vil gerne bruge nogle flere penge, end vi har brugt i 2010. Vi har et meget lavt investeringsniveau i år, simpelthen fordi vi skar til under krisen og ikke indgav nye ordrer, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Så må vi se på nu, hvad der er fornuftigt at investere i, siger han.
Borsen.dk