Et vækstridt af hidtil usete dimensioner venter den i forvejen gigantiske A.P. Møller-Mærsk-koncern i de kommende år.
Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen vil dreje konglomeratets fokus væk fra shipping og i stedet kaste nye milliarder i olie, havne og borerigge.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Målet er, at forretningen skal vokse med ikke mindre end 30-40 pct. de næste fem år. Hvis toplinjen udvikler sig i takt med de enorme investeringer, kan koncernens omsætning i 2017 nærme sig svimlende 500 mia. kr. – eller næsten en halv billion kr.
Det skal ses i forhold til, at de fleste analytikere forventer, at Mærsks omsætning i år lander på godt 350 mia. kr.
– Vi vil generere en betydelig indtjening og cashflow de næste fem år og gro forretningen i størrelsesordenen 30-40 pct. Så vi kommer til at ekspandere gruppen markant, sagde Nils Smedegaard Andersen på et møde for analytikere og investorer i går.
Børsen