I en ny bog retter professor Peter Gøtzsche et voldsomt angreb mod medicinalindustrien og ikke mindst dens marketing-strategi.

Professoren er leder af den uafhængige forskningsinstitution Nordic Cochrane Center, og han holder sig ikke tilbage.

– Jeg har undersøgt de ti største medicinalfirmaer i verden og fundet ud af, at deres forretningsmodel opfylder kriterierne for organiseret kriminalitet. Jeg har også set på andre firmaer, og de begår samme slags kriminalitet, siger Peter Gøtzsche til DR Nyheder.

I bogen ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet” giver Peter Gøtzsche talrige eksempler på sager, særlig i USA, hvor medicinalfirmaer er dømt for ulovligheder eller har indgået forlig for op til flere milliarder dollars.

– Det drejer sig om bedrageri over for offentlige kasser, som udgør et gigantisk tyveri af skatteydernes penge. Og det drejer sig i høj grad om ulovlig markedsføring og i høj grad om bestikkelse af læger.

Ifølge Peter Gøtzsche bliver der mere og mere kriminalitet.

– De meget store bøder og forlig om milliardbeløb kommer med tættere og tættere interval end for bare ti år siden. Der er ikke tale om enkelte brodne kar, men om at hele branchen er rådden.

I Danmark samarbejder medicinalindustrien med 2.541 læger, der betales både direkte og indirekte for samarbejdet, et tal der er vokset med 30% siden 2010. Ambassadør-effekten er som bekendt virkningsfuld, både online og offline.