Hvert år lægger Magasin-koncernen tocifrede millionbeløb hos avisernes annonceafdelinger, og det gør Magasin til er en af de annoncører, som de store morgenaviser er meget glade for. Magasins annoncering sker af to årsager, for at skabe trafik og salg til butikkerne og for at markedsføre brandet “Magasin“.
Fremover skal aviserne dog ikke regne med de samme store annoncetiltag fra Magasins vedkommende, for brandingen af Magasin vil i stigende grad skabes uden for avisen og i specielle magasinkataloger eller “Magaloger“, der er et katalog med redaktionelt indhold. Dermed er det også slut med Magasin-kataloger, hvor anoreksimodeller viser tøj i de mest umulige positurer. Magasins varer skal præsenteres på måder, så det ligner sider, der indgik i et dameugeblad med collageagtige produktbilleder, tekster om stil og trends og modefotos.
– Vores kommunikation skal baseres på forståelse af forburgerne i stedet for den simple varepræsentation, siger Martin Delfer, marketing direktør hos Magasin, hvor man i det sidste halve år har arbejdet på at trimme stormagasinets image.
Han mener, at Magasin fremover skal benytte sig af de kæmpe kompetencer, der ligger indenfor huset, til at informere om de produkter der sælges. For eksempel skal Magasins Designstudie, der kun arbejder med at tænke over stil og trends, levere stof til de nye Magaloger.
– Men selv vores lingeriafdeling ligger inde med kompetencer, som kunne bruges i forhold til det at præsentere varerne.

SPEJL AF MODEN
De første Magaloger er allerede sendt ud og har været indstik i forskellige dameblade, men netop nu sender Magasin et Magalog ud om damemode. Her har man også brugt almindelige piger som modeller og lagt stilen om til at handle om tendenser i moden.
– Den tid er ovre hvor Magasin var de eneste som solgte mærkevarer. Nu kan man købe Dockers på hver eneste gadehjørne på Strøget. Derfor må vi differentiere os. Vi skal være et spejl af moden i stedet for at løbe med på modetendenser. Magasin skal være et brand med meninger, som især den unge generation kan relatere sig til, siger Martin Delfer, der godt ved at imagesatsningen først fungerer i det øjeblik, den skinner igennem hos alle medarbejdere i virksomheden lige fra ekspedienten til direktøren. Butiksindretningen i alle Magasins forretninger har de seneste år fået et mere tidssvarende look og det arbejde vil forsætte de næste år frem helt i tråd med strategierne.
– Det hele er en del i en strategi, der handler om at gøre Magasin til et varemærke, der er kendt for at have kompetencer, der også tiltrækker de unge familier, siger Martin Delfer, der medgiver, at imagejusterringen til dels hænger sammen med, at Magasin har haft svært ved at øge omsætningen i de sidste par år.