Det amerikanske magasin The New Yorker, som gennem årene er blevet kendt for at bringe kontroversielle og til tider provokerende forsider, udkommer også i næste uge med et anderledes cover.
Det er den portugisisk fødte kunstner Jorge Colombo, der ved hjælp af sin iPhone og applikationen Brushes har kreeret et New York-by-night-billede, og det er så vidt vides første gang et sådant værk bruges som magasin-forside. Det fortæller New York Times.
Françoise Mouly, der er kunstredaktør på magasinet kalder forsiden, som angiveligt er skabt på en times tid uden for Madame Tussaud’s Voksmuseum på Times Square, poetisk og magisk.
Takket være en tilhørende applikation, Brushes Viewer, har kunstneren også kunne lave en video, der viser, hvordan værket er blevet til.