Tre minutters kørsel fra Magasin på Kongens Nytorv får Danmarks mest kendte stormagasiner om blot to år konkurrence fra en af verdens største stormagasingrupper. Engelske Debenhams, der omsætter for næsten ti gange mere end Magasin, er i slutforhandlinger om at rykke ind i Ørestadens nye center, Fields, skriver dagbladet Børsen.
Debenhams har i England 90 stormagasiner – dertil kommer ti på franchisebasis i udlandet.
Koncernen omsætter for ca. 21 mia. kr., og modsat Magasin tjener man gode penge på at drive stormagasiner.
Alene i første halvår, afsluttet i april i år, tjente Debenhams således en mia. kr. ud af en halvårsomsætning på små 11 mia. kr. Det svarer til en overskudsgrad på ni pct. Til sammenligning tabte Magasin sidste år 109 mio. kr. på at drive ni stormagasiner med en omsætning på tre mia. kr. Den volumen bliver snart mindre, når Magasin som planlagt får udlejet Illum til et samlet salg på omkring 2,3 mia. kr. Trods den langt mindre størrelse er Magasin dog klar til at tage konkurrencen op, skriver Børsen.