Der er gang i den hos Magnetix, som mod slutningen af årets fjerde kvartal, kan berette om nylig tilgang af tre nye og interessante kunder.
Kvartalet har med adm. direktør Martin Bochinecks ord været forrygende, og han glæder sig over fremover at kunne tælle Dong Energy, Tivoli og Falck blandt bureauet nye kunder.
Dong Energy kom i hus efter en større bureaukonkurrence tidligere i år, hvor Magnetix blev valgt som partner i direct marketing. Samarbejdet indbefatter en to-årig aftale hvor Magnetix skal hjælpe Dong Energy med dialogmarkedsføring.
For få uger siden kom Falck også på liste over nye kunder, idet sikkerheds-virksomheden valgte Magnetix til at udvikle nyt kundeweb, som dels skal give Falcks kunder et komplet overblik over deres engagement og dels give kunderne en række selvbetjeningsmuligheder.
Både privat- og erhvervskunder kommer til at opleve resultatet af det nye samarbejde mellem Magnetix og Falck.
Og endelig har gode gamle Tivoli just skrevet Magnetix på listen over sine bureauer, idet bureauet har fået til opgave at udvikle forlystelsesparkens webplatform, tivoli.dk.
– Vi er meget glade for de nye opgaver. Dels er selve opgaverne i sig selv spændende, og dels er der tale om signifikante kunder og budgetter, siger Martin Bochineck, som ikke er i tvivl om, at de nye kunder har valgt Magnetix frem for et ”rent” webbureau på grund af Magnetix’ anderledes tilgang til kombinationen af web og dialog.
– Det demonstrerer det rigtige i vores satsning på at web og dialog i stigende grad bliver to sider af samme sag, siger han.