En række brugere har fået nyheds-mails fra firmaet Forbrugerliv.dk for sidste gang.
Forbrugerombudsmanden har fået en række klager fra forbrugere, som ikke kunne afmelde e-mails fra domænerne forbrugerliv.dk og smartresponse-media.dk, der begge ejes af forbrugerliv.dk.
Forbrugerne har tidligere deltaget i forskellige undersøgelser på siderne, eller tilmeldt sig firmaets hjemmeside. Dermed havde de accepteret at modtage e-mails fra firmaet, men de kunne ikke slippe af med de elektroniske nyhedsbreve igen.
Mange forsøgte forgæves at afmelde sig via afmeldingslinket – men trods bekræftelse satte det ikke en stopper for nyhedsmailene.
Et andet stort problem var også, at e-mailene blev sendt fra én adresse, mens afmeldingslinket vedrørte en anden e-mail-adresse.
Og det er ikke acceptabelt mener forbrugerombudsmand Henrik Øe.
– Forbrugerne skal til enhver tid kunne afmelde sig et elektronisk nyhedsbrev. Samtidig må der ikke være tvivl om, hvor en e-mail kommer fra – det kan skabe unødig forvirring og usikkerhed, siger Henrik Øe.
Han har på baggrund af henvendelserne givet firmaet en indskærpelse om at sørge for, at der kun sendes e-mails fra adresser/hjemmesider, som forbrugerne har tilmeldt sig, og at afmeldingslinkene fungerer optimalt, og firmaet har nu ændret procedure.
Virksomheden Forbrugerliv.dk markedsfører sig som Danmarks største online forbrugerklub, hvor medlemmer kan opnå rabat, når man handler i de forretninger og e-shops, som virksomheden samarbejder med.